Deployment
engelsk: deployment
Deployment er at få sit program ud at køre et sted, andre kan bruge det, i stedet for kun på egen maskine. Det omfatter både at lægge koden ud og at sætte database, adgangsoplysninger og adresse op, så det hele virker sammen.
Man siger deployment eller “at deploye”. “Udrulning” findes, men bruges sjældent.
I et studieprojekt er det typisk her, tiden går tabt: programmet virker på egen maskine, men adgangsoplysningerne til databasen, adressen og portene er anderledes ude i verden. Regn med, at det tager en dag, og gør det tidligt, ikke aftenen før aflevering.