Uge 1 · Programudvikling 1
Variabler og datatyper
Hvordan du gemmer en værdi, hvad forskellen på let og const er, og hvorfor JavaScript pludselig kalder et tal for en tekst.
Den første uge ser nem ud, og det er den også. Lige indtil man opdager, at alt resten af semestret bygger oven på den. Bruger du en eftermiddag ekstra her, får du den igen med renter i uge fem.
Tre ting skal sidde, før du går videre:
- Du kan oprette en variabel og forklare, hvorfor du valgte
constfrem forlet. - Du kan sige, hvad forskellen på
5og"5"er, og hvad5 + "5"giver. - Du kan skrive en værdi ud i konsollen og aflæse, hvilken type den har.
Kan du de tre, er du med. Kan du dem ikke, så lav øvelsen igen, før du læser videre. Det er hurtigere end at prøve at indhente det i uge fire.
Det, du skal kunne
- Variabler i JavaScript
En variabel er et navn, du sætter på en værdi, så du kan bruge den igen senere. Du opretter den med let eller const, giver den et navn og en værdi, og bagefter kan du skrive navnet i stedet for værdien. Computeren husker den, indtil programmet er færdigt.
- Datatyper i JavaScript
En datatype er, hvilken slags værdi noget er: et tal, en tekst, sandt eller falsk. JavaScript vælger typen selv ud fra det, du skriver, og det er derfor tallet 5 og teksten "5" opfører sig helt forskelligt, selvom de ser ens ud på skærmen.
- let og const
let og const er de to måder at oprette en variabel på. const betyder, at navnet ikke må pege på en ny værdi bagefter; let betyder, at det gerne må. Brug const som udgangspunkt, og skift til let, når du opdager, at værdien skal ændre sig undervejs.
- Skabelonstrenge
En skabelonstreng skrives med baglæns apostroffer i stedet for anførselstegn og lader dig sætte variabler direkte ind i teksten med dollartegn og krølleparentes. Den kan også fylde flere linjer, og den gør al tekstsammensætning lettere at læse.